Det er mig, der er den!
Maj måneds gæsteblogger. Og jeg hedder ikke noget spor hemmeligt. Så man kan sagtens finde ud af, hvem jeg er, og hvor jeg bor.
Når jeg ikke bor på Leas blog
Jeg bor sammen med tre mennesker. Og et ukendt antal nullermænd og edderkopper. Men det sidste praler jeg ikke så meget med.
Jeg er mor til to af menneskerne. Som helt sikkert kommer til at hade mig om 10 år. Piger, that is!
En lys og en mørk. En på treetHALVT og en på 7 mdr.
Gift med det sidste menneske. Han er mørk og hedder heller ikke noget hemmeligt. Og JO, farmor, han ligner rigtignok en fra Grækenland, men hvis han kidnapper ungerne med hjem til sin familie, ender de altså bare i Jylland.
Lige nu er jeg på barsel. Så der er en god sjat mos, babylort og vasketøj i mit liv for tiden. Til gengæld kan jeg undskylde næsten alle fadæser med ammehjerne. Derfor ammer jeg stadigvæk.
En gang imellem prøver jeg at være klog. Så skriver jeg lidt på mit speciale i pædagogisk psykologi eller underviser.
Derudover har jeg blå øjne, kalenderfettich, lærereksamen, Ikea Familykort, smalle fødder, særligt rodetalent, farvet hår, et blødt punkt for børn og unge og elsker at have fødselsdag.
Og så prøver jeg at træne, skære ned på sprogpedanteriet, få noget fra hånden, være kreativ, lave færre lister, glædes over det gode og huske, at mørk chokolade ikke er SÅ usundt.
Jeg glæder mig til at fejre maj måned sammen med dig! Fik jeg sagt, at jeg elsker kommentarer?