Alle rutinerne er røget sig en tur hjemme hos os. Lige som jeg synes, at lillemanden var til at regne ud, så viser det sig, at alt det, der før fungerede, pludselig er helt forkert.
Det snakker vi tit om i mødregruppen. At lige som man får nævnt, at NU går det godt, NU kender man sit barns rutiner. Så gør man bare ikke alligevel. På skift fortæller mine kære artsfæller, at de har måtte bukke under i gråd for minus søvn og skrigende unge.
Og det er her, jeg må krybe til erkendelse. For nok kender jeg følelsen af afmagt. Men jeg får ikke en klump i halsen eller tårer i øjenkrogen. Jeg bliver fyldt med en helt afsindig grim følelse af at have lyst til at råbe af mit barn. En følelse, der bedst kureres med en omgang Tourettes Syndrom uden for babys dør. Lige indtil denne weekend. For denne weekend blev den, hvor jeg skreg af mit barn. Højt. Flere gange.
Og ja - jeg skammer mig. Tænk at jeg ikke har mere selvkontrol! Tænk, at jeg tror, det vil løse noget som helst. Men jeg kunne ikke stoppe det. Det måtte ud.
Så. Ti. Dog. Stille. Og. Sov!
Bare at skrive det ned giver mig dårlig smag i munden. Øv. Havde aldrig troet, jeg skulle blive sådan. Troede bestemt, jeg ville blive overskudsmor!
Men jeg hår fundet en løsning. Når min dejlige dreng vågner om natten og ikke er til at trøste, og jeg med overskud i minus mest har lyst til at fortælle ham, at han bare har at holde kaje og lægge sig til at sove, så kvæler jeg det i stedet med kærlighed.
I stedet for at råbe, så overdøver jeg skrigene med sang og kys. Og jeg bliver ved! Og ved! Og det virker. Måske lyder det frelst, men det er det absolut ikke. Jeg synger længe, skingert og nogen gange lidt højt. Men jeg synger. Og det kan jeg leve med.
Ihh ja...
Jeg skal være far til nov. og har gjort mig så uhyggelig mange tanker, som jeg måske ikke altid er ligegod til at dele med min kæreste, det er en mandeting tror jeg, meen generelt set snakker vi om alt.
Dog lige den der med overskudsmor, eller i mit tilfælde ønsket om at blive overskudsfar, den er egentlig kommet forbi mit hjerte og mit sind rigtig mange gange, men jeg har ikke rigtig kunne finde ordet for det før nu: Overskudsfar...
Det er jo sådan en jeg vil være.. Det passer mig fint med kys og sang til min kommende datter, så det er dejligt at læse at det virker for dig..Jeg håber det kommer til at virke for mig også... Jeg glæder mig helt til at komme hjem og give min kæreste tricket, bare hun nu ikke siger "det vidste jeg da godt"...
Tillykke med det. Det er sgu stort at blive forældre! Og en kæmpe omvæltning, synes jeg. Både på godt og ondt. Jeg troede bestemt, jeg ville blive en overskudsmor. Du ved sådan en, der lige tager sit barn med til Kreta. Og som da bare lige går en tur med sønnike, når han ikke vil sove. For hvor svært kan det være?
Tjaa. Lidt svært. Især for min 32 årige tålmodighed. Den forstår ikke helt, hvorfor purken ikke vil sove, når nu jeg så tydelig kan se på ham, at han er så uendelig træt. Og så er det, at det er godt at dulme frustrationen med en sang. For det kan godt være, at du indeni føler noget, der mere minder om en gang heavy rock, mens når du har sunget Rapanden Ramus tilstrækkelig mange gange, så kommer du selv lidt op at flyve sammen med baby.
Held & lykke med det :-) Glæder mig til at høre, hvordan det går.
Jeg har en sang om ost jeg synger for hende hver dag, så jeg håber at hun "genkender" den når hun er kommet ud :)
Tusind tak.. Jeg gælder mig også enormt meget til det, for til at fortælle hvordan det er gået..
Marius