Jeg har snakket med min gamle ven motorik-Julka. Hun er pædagog, motorikvejleder og meget klog. Og hun siger, at man lægger fundamentet for ungernes motoriske udvikling (og alt muligt andet), allerede når de er nyfødte. Det man skal gøre, siger Julka, er at nusse dem mest muligt, at tumle med dem, at lægge dem hud mod hud. Det lyder jo fornuftigt. Og det får mig til at tænke: Er det ikke, hvad vi alle sammen har brug for? Nus og hudkontakt med kærlige mennesker. Jeg har i hvert fald brug for det. Meget. Efter Sønnes fødsel indbød jeg i høj grad til den slags omsorg. Jeg var for-syet, forstuvet og forstyrret (og senere lettere forblødt). Denne her gang ligner jeg mig selv i en lidt rundere udgave - og man kan sgutte se, at min mave for ganske nyligt var på størrelse med Fyn (med mindre man tager trøjen af mig, og det gør man ikke), og jeg løber lystigt rundt på trapper og i stuer med to-årige dinglende på ryggen. Nej, det er ikke noget at brokke sig over, overhovedet. Det får mig bare til at se meget mere... stor og stærk ud, end jeg er. For jeg HAR jo lige født altså. Og har tynd-tynd hud og et helt utilregneligt humør. Og altså brug for MINDST ligeså meget nussen og hudkontakt som en nyfødt...
Jæs. Denne... bøn om en krammer, er det vel, er sidste pip fra carporten på mama.dk i denne omgang. Jeg har været gæsteblogger i juni, og blogger nu lystigt videre hjemme hos mig selv; på carportognoia.blogspot.com. I er velkomne!