Jeg kunne godt tænke mig at høre, om der er andre end mig, der har født ved kejsersnit og bagefter føler mig som en "dårlig kvinde"?
Da jeg ca. en uge før termin fik at vide, at min baby vendte forkert, var kejsersnit eneste udvej, og jeg var helt utrolig skuffet over, at det var udgangen på de ni måneder. På en måde føler jeg mig som mindre kvinde end dem, der har født naturligt.
jeg har selv født ved planlagt kejsersnit, og det synes jeg var en meget fin oplevelse. Jeg kan overhovedet ikke genkende din oplevelse. Men det er vel hvis man slet ikke har været forberedt på det, og så en uge før termin pludselig skal forholde sig til ikke at føde naturligt.
Hej Stine.
Jeg fik min datter ved akut kejsersnit og jeg havde det rigtig dårligt med det. Efter 11 timer på fødegangen besluttede vi sammen med lægen og jordemoderen at nu måtte det blive et kejsersnit, og på det tidspunkt var der ikke rigtigt andet at gøre. Min datters hjertelyd dykkede og der skulle ikke tages nogen chancer. Jeg havde ikke åbnet mig (stadig 1½cm). Min datter lå forkert, var stjernekigger og var ikke rigtig nede i bækkenet. Desuden var navlestrengen om hendes hals. Så det var den bedste og eneste løsning. Og stadigvæk gik jeg bagefter med følesen af at jeg skulle have gjort mere, jeg ved ikke rigtig hvad men jeg havde det virkelig dårligt og græd hver gang jeg talte om fødslen. Jeg prøvede at snakke med min jordemoder og min læge men fik ikke rigtig nogen forståelse...for det var jo gået godt og om jeg nu ikke bare kunne nyde at have fået en så fin en datter. Og jo jeg er virkelig glad for min lille datter, det er slet ikke det det handlede om.
Nu er der gået ca. 2½ md. siden og jeg kan stadig blive berørt men jeg har det meget bedre. Jeg vælger nu at fokusere på de gode ting ved at jeg fik et kejsersnit...mit underliv er intakt...skulle ikke opleve at sprække og blive syet i det mest intime sted....jeg er sluppet fra kejsersnittet uden fysiske men...og jeg har en fantastisk datter. Vi fik hende ud i tide inden hun led af iltmangel, hvilket kan give hjerneskade. Og der er ingen der siger at det ender på samme måde næste gang. Man kan føde normalt selvom man har fået et kejsersnit før.
Jeg ved ikke om jeg har følt mig som en dårlig kvinde...men det var helt sikkert ikke den måde jeg havde forestillet mig jeg skulle føde...og det har påvirket mig meget, så jeg venter lige lidt inden jeg tør prøve igen. Men jeg skal helt sikkert prøve igen og så håber jeg at det bliver en normal fødsel. Uden alt for store overraskelser.
Hejsa.
Kan kun sige NEJ du skal absolut ik føle dig som en dårlig kvinde eller dårlig mor. Aldrig aldrig. Jeg fik min første søn ved et akut kejsersnit, og det var da absolut ik lige det jeg havde forestillet mig. Jeg havde forestillet mig en ganske almindelig fødsel, ligesom alle andre nu også fik, men sådan gik det jo altså ik.
Nogle gange er tingene bare sådan, og det er desværre ik noget vi kan gøre noget ved. Min søn ville ik have været her i dag, hvis det ik var endt med et kejsersnit, og det er jeg kun lykkelig for i dag. Min krop og jeg gjorde det vi kunne, men skulle bare lige have lidt ekstra hjælp i slutningen. Nogle ting er man bare ik herre over, og kan ik selv kontrollere, og det må vi som kvinder bare acceptere.
Vil slutte af med at sige at du ABSOLUT IKKE er mindre kvinde eller mindre mor fordi du ik har født "normalt", for hvad er "normalt" i dag, nogle vælger jo frivilligt et kejsersnit såååååå hvad er "normalt".
Mor til 3 raske og gæve drenge
Alt det her ved jeg jo godt med min fornuft. Men det er stadigvæk en følelse, der fylder uforholdsmæssigt meget hos mig.
Men det er rart at høre input fra andre.
Som Allimac76 skrev, så synes jeg heller ikke, at jeg har mødt forståelse/imødekommenhed hos jordemoder/sygeplejesker og læger. Det er helt sikkert en debat, som bør tages op.
Jeg synes du er inde på det helt rigtige. Det kan ikke være meningen, at måske fordi sygehuse gerne vil have fødsler til at passe ind i kaffepauser, m.m, er de for hurtige til at tilbyde kejsersnit. Jeg oplever p. t. at min datter hele tiden stresses med at hvis barnet ikke ligger rigtigt bare 14 dage før forventet termin (som liggger temmelig sikker), så scanner de igen og igen, og PLANLÆGGER kejersnit, som de taler med hende om hver gang hun kommer til kontrol. Og da hun er førstegangsfødende er det ikke særligt imødekommende eller føles trygt, når hun især hele tiden har sagt, at hun stræber efter normal fødsel. Og iøvrigt selv føler at barnet har vendt sig, idet der ses små fødder sparke opad. Kan jordemødre idag ikke engang selv mærke eller SE, at små buler på øverste del af maven MÅ være at barnet har indtaget stilling med hoved nedad? Dette var en længere smøre, men da min datter er så træt af de mange ultralydsscanninger, må der være nogen her der kan svare os???
Kære interesserede!
Jeg vælger nu at besvare mit eget indlæg, for ligesom at beskrive lidt mere indgående, hvad der specielt har været en lidt utryg følelse for min datter i hendes graviditetsforløb. Jeg er den mormor til det barn, min datter venter, og har sammen med hende været ret utryk ved, at der foretages så langvarige ultralydsscanninger. Den første gang var det henimod 2+ min. til ½ times varighed. Min datter var ikke glad for at føle hvordan hendes barn ligesom forsøgte at undvige ultralyden.
Vi har spurgt andre, der helt har fravalgt disse ultralydsscanninger, om hvordan det gik, da en veninde alligevel ved et af sine børn var nødt til at tage imod en scanning, fordi der opstod problemer. Hun fortalte, at da hun selv bad derom, var de kun nogle få minitter om scanningen. Hvorfor skal det være således, at de tager evindelige målinger af hoved og andre legemsdele, NÅR de har fortalt, at alt ser fint ud? Kan den utryghed, som vi er nogle der føler ved scanninger ikke imødegåes på respektfuld måde?
Der er dog seriøse undersøgelser i udlandet, der allerede har vist, at det ikke er helt ufarligt med disse (langvarige og gentagne scanninger). Det er jo desværre sådan at Danmark ofte halter bagefter når noget ikke er helt godt. Jeg vil ikke her forsøge at give indtryk af, at HVIS der opstår indikationer, så er det nye maskineri da en HJÆLP! Men var det ikke netop KUN i tilfælde af komplikationer, at man i begyndelsen KUN brugte disse maskiner ?
Når man taler med gravide idag, tror alle nærmest, at det er OBLIGATORISK at lade sig scanne! Det er dog stadig frivilligt. Og det kan ikke være iorden, at hvis gravide FRAVÆLGER dette scanneri, at de derved ses ned på som vanskelige "patienter"!
Og som jeg har beskrevet i øverste første indlæg, kan det vel heller ikke være rart for en førstegangsfødende, at man stresser vedkommende med hele tiden at indkalde til den ene scanning efter den anden, bare for at konstatere, om barnet ligger korrekt, når terminen falder først d. 6. sep. Som bekendt føder man ikke bare sådan lige vupti, uden forudgående veer med faste intervaller, så der er da i min opfattelse god tid NOK til at se det hele roligt an.Og især når man er førstegangs, ses ofte at der går lidt mere tid end terminen???
Jeg/vi afventer spændt på svar. Hvis der var nogle hjertelige sjæle, der gerne vil snakke med os/berolige os/give af jeres erfaringer, osv. snarest, er I velkomne til at ringe til nr: 28776117. Vi har nemlig ikek selv computer, men kommer ca. hver 2. eller 3. dag til biblioteket for at bruge deres. Derfor ville det være dejligt om nogen har tid og overskud til en lille sludder! Vi ringer gerne tilbage for at jeres regning ikke belastes! Hej derude!
Den forventningsfulde mormor