Jeg er kok, hushjælper, lærer, sygeplejerske, sikkerhedsvagt, koordinator, manager, sekretær, kostvejleder, personlig assistent, bogholder, vaskekone, taxachauffør, pædagog, inspirations guide, gør det selv kvinde og motivations taler. Jeg får ingen feriepenge, sygedage eller fridage. Jeg er på vagt 24/7. Så fortæl mig, at DIT job er hårdere end mit. Kopier dette, hvis du også er mor…
Facebook er fantastisk. På mange planer. Jeg må indrømme, at en af de ting der er aller mest fantastisk er muligheden for selvpromovering (Jep – jeg er en indrømmer) og muligheden for at følge med i andres liv. Pludselig ved vi en masse ting om dem vi sidst så i en brandert i 9. klasse. Eller om vores chef. Vores nabo eller en eks kæreste. Og så er der alle de ting, som vi helst så folk holdt for sig selv. Det ovenstående citat er fra en af de mange statusopdateringer som mine facebook venner byder på. Ofte ser jeg slet ikke folks statusopdateringer, men denne så jeg. Og jeg nøjes ikke med at kikke.
Lad mig tage det fra toppen af.Jeg er meget af det der står. Kok er måske så meget sagt. Jeg laver da ok mad, kan bage en god kage og skal jeg flække en fugl ved jeg hvor. Pædagog er jeg kun når jeg er udhvilet og taxachauffør er jeg ikke blevet endnu. Det kommer. Og jeg kan lide det hele. Jeg elsker pakken, også den med kolik.
Det jeg ikke kan lide, er tonen. Den tone jeg hører flere af mine medmødre bruger overfor omverdenen. Jeg kan godt forstå, at vi mødre nogle gange bliver sat i bås af folk med rent tøj og to frie arme. For hvis jeg ikke havde børn ville jeg være godt og grundigt pigefornærmet. Faktisk blev jeg det alligevel, på mine barnløse venners vegne. Jeg kan godt huske, hvordan det var at være hende, der godt oppe i tyverne ikke havde fået børn endnu. Jeg kan godt huske, hvordan det er, ovre i hjørnet, under skiltet bøjet i neon ”du ved ingenting, for du har ikke børn”. Og der er ikke rart. Man står i mudder til knæene.
Hvorfor er det, at vi mødre, i det øjeblik vi føder, får ret til følgende:- At fortælle andre – uden at blive spurgt – hvor lidt de ved om alt?- At antage, at alle vil have børn?- At antage, at alle der ikke har børn, heller ikke vil have børn? - At fylde et helt fortov?- At tro, at vi har det hårdere end alle dem uden børn?- At tro, at alle nærer forståelse for vores situation, og at vi ikke behøver at nære forståelse for deres – for vi er jo trætte…Men allermest; at tro, at vi kan tillade os at fortælle andre, at det de gør ikke er halvt så godt som det vi gør?
For det tager vist ikke mere end et kik i nyhederne at skyde ovenstående statusopdatering i jorden. Den samme mor, der har opdateret med ovenstående, skulle spørge en mor i Pakistan. En mand i Nordkorea. En dreng i Indien. Kassedamen i Netto, eller min bror der tager til Afghanistan til februar.
Jeg vil ikke fortælle hende, at deres job er hårdere end det hun har. Men jeg vil heller ikke fortælle hende, at det er. Jeg vil hellere gå op i at være glad for det jeg allerede har kæmpet for. Og respekterer andre, for deres kampe. Også selvom de ikke er fyldt af kostråd eller taxakørsler.For hvis det er det værste, så tager jeg gerne mere end fuldtid.
Det er faktisk ret så overraskende, at vi lynhurtigt bliver eksperter på børn, så snart vi har fået et! Også selv om man ifølge statistikken skal bruge mindst 3.000 børn, før man kan sige noget som helst om, hvordan det må være for de fleste!
Følg mavefornemmelse, siger sundhedsplejerskerne... de siger ikke, følg andres mavefornemmelser.