Jeg kan ikke!
Jo, selvfølgelig kan du det. Det bliver fantastisk.
Nej, jeg kan altså ikke. Jeg får det slet ikke sjovt.
Jo, jeg kan.
Nej. Jeg kan ikke forlade min seks måneder gamle dreng i en forlænget weekend.
Den går ellers til Barcelona med Søster Lystig.
Jeg er ikke engang taget af sted endnu, men det ved knuden i min mave ikke. Den er godt i gang med at lave hærværk. Mit hjerte banker en lille smule hurtigere. Tænk hvis han ikke vil kendes ved mig, når jeg kommer tilbage om tre dage?
Tre dage? Hvad pokker tænkte jeg på for snart tre måneder siden, da jeg bookede rejsen? At han til den tid var ”stor”? Kunne klare sig selv? At jeg ville have godt af det?
Det sidste er nu nok rigtig nok. Jeg kunne nok have godt af at sove en hel nat uden at blive vækket. At koble ammehjernen fra og sætte en anden til, der er endnu mere distræt. Og så bare nyde friheden.
Men hvorfor føles det så ikke som frihed, men nærmere, som om jeg med vilje har tænkt mig at glemme den vigtigste ting, jeg skal huske at pakke ned. Mit iltapparat. Min (l)unge, som min mødregruppeveninde, formulerer det.
Det er jo fordi, han har været en del af enhver dag, time, minut de sidste 204 dage. Og så er det vel ikke noget at sige til, at det føles som om, jeg skal komme i iltmangel det øjeblik, jeg forlader landet.
Men mor tager af sted. Og håber på at kunne trække vejret i Catalonien. Og at baby giver et knus og et kys, når jeg kommer hjem igen.