Måske er det nemmere at se lyst på det hele, når man ved, man er på vej hjem? Vi flytter tilbage til Danmark på mandag. Det har jeg set frem til længe. Jeg har savnet familie, venner og storbyens bekvemmeligheder. Men nu hvor datoen rykker hastigt nærmere, er jeg slet ikke sikker på, jeg har lyst til at tage herfra.
Roen. Stilheden. Naturen. Jeg kommer til at savne det, sgu.
Selvfølgelig er der lige detaljerne med det barske klima, det stejle fjeld og de begrænsede indkøbsmuligheder.
Men nu hvor vi skal herfra, kan jeg se, hvor priviligerede vi har været over at få sådan en kæmpe oplevelse.
Ja, der har været tunge dage, men vi tager også stjernestunder, livserkendelser og vigtige indsigter med os hjem.
Båtsfjord har lært mig, at jeg er sejere, end jeg troede, jeg var. At jeg kan mere, end jeg troede, jeg kunne. At jeg kan tilpasse mig og lære at trives under de særeste omstændigheder.
Desuden har jeg lært at sætte pris på værdien af kedsomhed. En søndag, hvor der absolut intet er at lave, hvor alt er lukket, og hvor telefonen er tom for indkommende opkald - det er faktisk en dejlig søndag. For så ender vi nede på gulvet alle tre, med en ordentlig stak pandekager og en masse Lego, og det er der mere nærhed i end tusinde brunch-besøg på hippe cafeer.
Landsbyen vinker pænt farvel til os: I dag skinner solen, temperaturen har sneget sig over 10 grader, og endelig er blåbærerne på fjeldet modne. Vi har plukket og plukket hele formiddagen, Max og jeg, og mens vi sad derude, tænkte jeg på, om det egentlig er fair at hive ham herfra?
Han elsker det hele. Vandpytterne, rensdyrene, fjeldet og fjorden. Heldigvis ved jeg, at også han tilpasser sig. Og snart vil denne arktiske landsby blot være et fjernt minde, og det vil være lyden af sirener og lastbiler - og synet af zoo, butikker og legepladser, som udgør hans hverdag.
Har vi nydt det nok? Har vi fået det maksimale ud af opholdet heroppe? Jeg tror det. Men det er næppe sidste gang, vi nupper et nordnorsk eventyr. Tak fordi I fulgte med så længe!