Det er jeg blevet. Min mand har fået et lægevikariat i det aller-aller-nordligste Norge, og vi skal være her til efteråret 2010. Jeg skal ikke lave så meget. Udover at passe vores tulletrold Max på 20 måneder (og den lille ny, der gror i min mave).
Byen Båtsfjord, som vi er landet i, ligger så langt nord for polarcirklen, at man kan vinke til Rusland. Nærmeste rigtige by ligger 1100 kilometer væk. Med båd. Så er det sagt.
Men naturen er rå og fin, ja den er, der er pejs i hytten, og man kan købe Snickers-is hos købmanden, så helt galt er det ikke.
Det er en måned siden, vi ankom.
De første par dage var jeg lige ved at tude over vores afsondrede skæbne - vi har selv takket ja til tilbuddet, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at byen kunne være SÅ lille og øde. Men stille og roligt er jeg faktisk begyndt at holde af stedet. Meget endda.
De kommende måneder vil jeg blogge om, hvordan man stabler et familieliv på benene i et arktisk samfund, hvor:
/Jane