Der har været lidt debat på det seneste omkring det rimelige i, at gravide kvinder vælger kejsersnit, "bare" fordi de er bange for at føde.
Er der nogle af jer, der har overvejet det - eller faktisk gjort det?
jeg er ekstremt bange for fødseln (er i 14. uge), men synes på den anden side også, det er bedst at føde naturligt.
Jeg har ikke overvejet det du beskriver. Til gengæld har jeg født to børn ved aku tkejsersnit. Og med den baggrund vil jeg bare sige, at det at vælge et kejsersnit pga. frygt for fødslen er for mig lidt skørt. Jeg var naturlivis også bange for at føde, men forsøgte at trøste mig medtanken om, at det er naturens gang, og kvinder er skabt til det. Det endte med kejsersnit begge gange, da mine store babyer ikke kunne komme ned igennem mit bækken.
Og jeg synes at et kejsersnit er temmeligt angstprovokerende! Det er jo ikke et lille indgreb - det er faktisk en ret stor operation. Jeg ville gerne slippe for medicin, narkose, et ømt operationssår, et stort ar på maven m.m. i bytte for en naturlig fødsel.
Jeg forsøger ikke at komme med en moralsk opsang til jer der ønsker kejsersnit - det er jeres valg, som I må træffe. Jeg vil bare gerne pointere, at et kejsersnit er absolut ikke en dans på roser!
Jeg har termin d. 6/6 og glæder mig faktisk rigtig meget til at skulle føde.
Jeg er godt klar over at det kommer til at gøre ondt, men smerten i sig selv er ikke noget jeg er bange for, og når man tænker på at man er skabt til at føde sine børn har jeg svært ved at se hvad der egentlig er at frygte. Er det fordi man tvivler på sine egen kunnen?
Jeg har hørt mange historier om kvinder som fortæller at det at føde er den vildeste og mest intense oplevelse de nogensinde har haft. Det er en faktsik lidt blevet en ting jeg ikke vil gå glip af.
Men når det komer til de kvinder som virkelig har angst for at føde synes jeg ikka at man uden videre bør kunne vælge kjesersnit. Det er ikke fordi jeg er forarget over indgrebet eller noget andet, synes blot at man først må prøve at behandle det egentlige problem nemlig frygten, og ikke blot fjerne den uden at tænke over årsagen.
Ja, jeg er "en af dem, der opvejer egen fordele frem for sit ufødte barns fordele" via kejsersnit, som overlægen ved rigshospitalet i en artikel der for nylig blev trykt i Berlingske!!!!!! Jeg skal forløses ved kejsersnit på indikationen "maternal request" her på mandag.
Om jeg tvivler min egen kunnen til at føde "hvilket jo er naturligt" ved jeg ikke om der specifikt er tale om, i mit tilfælde er der på begge sider af familien gentagne dødsfødsler pga bækkenbundsforsnævring, den eneste der faktisk "klarede" en vaginal fødsel ( dvs slap afsted med den uden at hverken kvinden ELLER barnet døde) var min mor da hun fødte mig, hvilket dog til gengæld kostede hende sit korsben samt et brækket skamben - jeg selv lå de første uger i kuvøse, da jeg havde lidt af iltmangel under den lange tur gennem hendes smalle bækken.
Gennem min graviditet har jeg selv været på en lang og besværlig rejse for at blive sat i respekt for min beslutning om "ikke at have mod på at tage chancen", som en overlæge udtrykte det!!!!
Modargumenterne var at jeg som førstegangsfødende ikke havde vished for om jeg MULIGVIS kunne være den første i familien til at bryde den lange tradition der bød på kejsersnit. At det også går den anden vej rundt; at jeg på den anden side ikke har vished for at det ikke ville gå galt, har naturligvis været den opvejende grund for mit vedkommende. Og jeg har mildest talt været træt af, det har været så svært for omgivelserne at forstå.
Jeg er selv af den opfattelse i mit eget tilfælde, at en vaginal fødsel havde været at foretrække, hvis det havde forekommet mere naturligt, i den forstand, at jeg "bare" havde behøvet at bekymre mig om smerterne, ikke at sprække for meget eller hvad andre nu bekymrer sig om op til fødslen. Allerede da graviditeten blev bekræftet begyndte jeg, at blive mere og mere ængstelig for om mit barn overhovedet ville overleve en fødsel. En angst jeg egentlig ikke synes burde være rimelig at gå og bruge hele sin graviditet på anno 2010.
Selvfølgelig er jeg også rædselsslagen for et kejsersnit, med den historik min familie rummer er en fødsel jo en dødsensalvorlig sag. Og denne rugen bliver bestemt ikke nemmere af den aktuelle debat!
Jeg tror generelt at den aktuelle debat bygger på de kvinder som ikke af medicinske grunde vælger kejsersint. Ved at gøre en indsats for de kvinder og deres frygt vil, vil de som vælger kejsersnit af medicinske grunde måske ikke føle sig så jaget? Der er i øjeblikket mange undersøgelser omkring fødsler, kejsersint og barnets helbred efter fødslen. Med hensyn til disse tror jeg at der er en tendens, ikke mindst fra mediernes side, at tolke de statiske tendenser som helt klare årsagssammenhænge, hvilket jeg mener er forkert.
Men at der er nogen for hvem planlagt kejsersint er det mest oplagte valg af medicinske grunde, betyder det jo ikke at man blot skal tilbyde dette indgreb til de der ønsker det. Men måske har debatten et skævt grundlag for med tidens fokus er det måske slet ikke så let at få lov at få et planlagt kejsersint hvis ønsket bunder i fødsels angst?
Er overvejende enig i mange aspekter i denne debat, det jeg ikke forstår er den bagvedliggende holdning som du også selv beskriver: "Men at der er nogen for hvem planlagt kejsersnit er det mest oplagte valg af medicinske grunde, betyder det jo ikke at man blot skal tilbyde dette indgreb til de der ønsker det". Jeg forstår faktisk slet ikke hvordan den tone kom ind i debatten - for på hvilket offentligt sygehus i Danmark bliver kvinden tilbudt kejsersnit, bare fordi hun ønsker det?
Som jeg ligeledes selv har beskrevet mine bevægegrunde for "maternel request" synes jeg da i den grad, at man må enkeltvurdere hvert tilfælde af denne indikation. Man kan og bør ikke, som der ofte blir gjort i debatterne, skære alle de kvinder der selv vælger kejsersnit over i en kam.
- Lige så forskellige hver enkelt fødsel er, lige så forskellig er hver enkelte kvindes ønske og argument bag hvert eneste planlagte kejsersnit.
Kan ikke se, at andre, læger på rigshospitalet som andet godtfolk, på nogen måde har ret til at dømme kvinder der uden medicinsk baggrund vælger kejsersnit, for jeg er fuldstændig overbevist om at ingen vælger at gå gennem den besværgelige trædemølle der er overhovedet at "få lov til" et kejsersnit, uden at det bunder i holdbare og velreflekterede grunde.
min holdning er meget bestemt at man bange for smertern ved at føde naturlig så burde man nok overveje sin rolle som mor en extra gang!!
jeg har født engang før og jeg skal gøre det igen, jeg skal bare lige hoste op med en anatomiske begrundelse for hvorfor jeg ikke skal have et kejersnit samt lidt bestikkelse til fødels lægen ( har lidt på fornærmen at jeg får tildelt min gamle fødels læge og jeg ved at hun har en sød tand) og da hun sagde her for 6 år siden at jeg skulle have et planlagt kejersnit når jeg skulle have barn nummer 2, svarede jeg til hende "Måske vi må se hvems stædighed der vinder igen".. min krop har bevist at den godt kan føde naturligt så kan jeg vitterlige ikke se en grund til at få et kejersnit jeg er nemlig ikke bange for at ve smerterne...Og jeg har født uden bedøvelse!! og gøre det meget gerne igen.
Det er en fantatisk fed og smuk oplevelse den største oplevelse en kvinde kan opnår her i livet..Jeg kan anbefale alle føde dygtige kvinder som har en krop der kan føde naturlig at gøre det, osse uden bedøvelse, du skal jo lige vide at det er faktisk det eneste tidspunkt hvor du er kan tilade dig at bande og svole din mand meget langt væk... Og man kan godt hoste op med mange fine fremmedord i sine veer, kan dog lige tilføje at åbnings veer er de værste, selve presse veerne er faktisk i småtings afdelingen!! din krop skal nok fortælle dig hvornår det er presse veer, og hvornår det er åbnings veer, ved presse veer har du det vitterlige som om at du skal "skide"..
Stol på din krop og stol på din jordmoder også hvis muligt så bed om at føde i vand, det lindre noget af smerterne, også evt. hvis du må have noget new ages musik med ind du kan høre på, det får dine tanker væk fra selve smerte kernen!! ( min japanske veninder kan skrive under på det.. så jeg skal have new ages musik med og vil have lov til at føde i vand)
Ja jeg er faktisk en af dem der har gjordt det, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.
Da jeg var gravid påvirkede angsten for at føde, mig så meget at jeg slet ikke kunne nyde graviditeten. Jeg valgte derfor et kejsersnit. Men det er ikke nemt at få, jeg skulle igennem 3 læger før jeg fik lov og det påvirkede mig endnu mere psyisk, det burde ikke være så svært når man virkelig frygter det.
Selvføldig har man smerter og man må ikke lave ret meget i det første 8 uger, men jeg kom mig nu hurtigt over det. Lægerne vil sikkert gøre alt for at snakke dig fra det, men hvis du virkelig ønsker det, skal du bare holde fast i at det vil du. De må faktisk ikke nægte dig det.
Men du skal nok regne med at der kommer en masse negative kommentare, for der er mange der ikke mener at det er den " rigtige" måde at føde på, men det lukker du bare ørenene for det har jeg gjordt.
Og min dejlige søn på nu 5 år har ikke taget det mindste skade, så jeg vil til en værd tid gøre det igen.
Jeg vil råde dig til at snakke med din jordmoder først, den er nemlig hende der skal sende en henvisning til sygehuset.
Held og lykke.
Hej Rikke
Jeg tror, at det er meget naturligt at være bange for at føde. Man hører jo stort set ikke andet end rædselshistorier!! (Især når man er gravid).
Jeg fødte selv i uge 32. og nåede derfor aldrig rigtigt, at bekymre mig om fødslen inden den var igang. Men det jeg nåede dog at tænke, at jeg for alt i verden ikke ville have et akut kejsersnit, og jeg frygtede virkelig, at de ville fortælle mig, at det var det der skulle ske, da vi nåede til sygehuset. Heldigvis fødte jeg helt naturligt, med min kæreste ved min side. Og det var fantastisk at få min lille pige op på brystet i 2 sekunder inden hun skulle på neonatalafdelingen. Det var hurtigt overstået- jeg pressede 3 gange og så var hun der. Så jeg vil bare sige, at ja, veer gør ondt, men det var slet ikke så slemt som jeg havde frygtet, og det er også en sejr, selv at have født sit barn.
PS. Grunden til at jeg ikke ville have kejsersnit, er at jeg som medicinstuderende har været med til kejsersnit, og det er virkelig ikke kønt, og jeg tænkte, at det skulle min krop aldrig udsætte for, så det var rent egoistisk.
/Katrine